DTE Universalbroen

DTE Universalbroen

Unge med funktionsnedsættelser er overrepræsenterede blandt dem, der står uden ungdomsuddannelse eller job. Ligeledes er de unge med handicap overrepræsenterede blandt dem, der ikke fortsætter deres uddannelse eller får en ansættelse. I alt er cirka 6.900 unge uden job eller en kompetencegivende uddannelse. Samtidig oplever vi en markant mangel på faglærte medarbejdere. Hvis blot en del af disse unge kunne støttes til at gennemføre en erhvervsuddannelse og opnå beskæftigelse som faglærte – eventuelt i fleksjob – ville det medføre betydelige menneskelige og samfundsmæssige gevinster. Med en central placering i Campus Køge vil skolen blive en integreret del af campusmiljøet. Bygningen vil fungere som en bro mellem de eksisterende erhvervsskoler, hvilket gør den til et naturligt samlingspunkt for fælles aktiviteter. Her vil eleverne ikke blot kunne uddanne sig, men også deltage i et aktivt socialt liv og fritidsaktiviteter. Man ønsker at skabe et miljø, hvor skolen, studieboligerne og relaterede aktiviteter åbner sig mod resten af campus, og hvor der er et tæt samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner. Skolen er udstyret med seks store undervisningslokaler, tre værksteder, opholdsrum for både lærere og elever, kontor- og mødelokaler samt sociale fællesarealer.