Ny atletikbane – Frederiksborg Gymnasium

Ny atletikbane – Frederiksborg Gymnasium

Frederiksborg Gymnasiums idrætsanlæg, der blev etableret i 1959, var nedslidt og trængte til en renovering. Derudover var løbe- og springbanerne anlagt som slaggebaner, et miljømæssigt problematisk materiale. Skolens elever, herunder en række Team-Danmark elever, havde samtidig behov for et løft af anlægget, så det opfylder nutidige forventninger. I et tæt samarbejde mellem skolens ledelse, idrætslæregruppen og CASA Arkitekter blev ønskerne til det renoverede anlæg formuleret. Aktiviteter Det er vigtigt, at eleverne finder glæde og motivation til at benytte anlægget hele året. Derfor er anlægget udført med kunsstofoverflader. Anlægget består af nyanlagte boldbaner med kunstgræs, løbe- spring og multicourtbaner med gummioverflader samt et større sandområde til kuglestød, beachvolley mm. Anlægget er indrettet så det appellerer til både de meget målrettede og til de elever der er mere inspireret af det legende og fællesskabsbaserede aspekt af idrætsundervisningen. Derfor er der også anlagt en diskgolfbane, bordtennisborde samt bænke ved de forskellige aktiviteter der sikrer mulighed for samvær for de udøvende såvel som elever, der ønsker at være del i fællesskabet selvom de ikke på dette tidspunkt deltager aktivt i idrætsudøvelsen. Multicourtbanen indeholder streetbasket, picklebaner og styrketræningsudstyr. Miljø Anlægget ligger smukt placeret op ad et skovbryn og i et område, der forsyner et af Hillerøds vandværker. Derfor har der i processen været stillet de skrappeste krav til at flagermusene i skoven ikke forstyrres af aktiviteterne. Samtidig har der været foretaget udvaskningsprøver af alle de anvendte kunstmaterialer for at sikre, at der ikke udvaskes pfas og andre miljøfremmede stoffer til grundvandet. Derudover er anlægget udformet så der kan udtages prøver af drænvandet i faste intervaller. Idrætsanlægget tages i brug i forbindelse med eksaminerne ved studentereksamen 2025.