Måned: juni 2019

Nykøbing Katedralskole

Opgaven har omfattet etablering af en åben forbindelse med trapper og siddeniveauer i arealerne i det ”indadgående” hjørne på alle etager fra kælder til 1 sal, hvor hovedbygning og fagfløj løber sammen. Med disse nye rumlige sammenhænge kan etableres en lys og venlig indgang med etablering af nyt vindfang.
De åbne sammenbindende arealer er en del af det nye udbud af studiemiljøer. Mens disse arealer både byder på muligheder for at sidde på trinene/slænge sig i sækkestole etableres der også rolige nicher til ene – eller gruppearbejder.

Herlufsholm Skole & Gods, Helenhallen

Helenhallen er en del af Herlufsholm Skole´s betydningsfulde bygninger, som går tilbage til 1565. Helenhallen er opført omkring 1970 som idrætssal/ teatersal med omklædning og depoter i sidefløjene.
Målet med opgaven har været at løfte Helenhallens æstetiske kvalitet og give den en ny anvendelse.
Helenhallen er blevet omdannet fra en mørk og udtjent hal, til et lyst samlingssted for hele skolen, samtidig med at der er blevet plads til 5 nye undervisningslokaler, 4 åbne studielokaler og nye arbejdspladser til lærere og kontorpersonale.

Greve Gymnasium, ny plenumsal

Opgaven har omfattet udformningen af en ny plenumsal placeret i et af de indre gårdrum i Greve Gymnasium. Plenumsalen kobler sig til den eksisterende skole langs den en side, og giver dermed adgang til tre etager. Dagslysforholdene er optimeret i den nye plenumsal og der er skabt plads til en rekreativt udemiljø for gymnasiets elever. Langs alle bygningens facader er opbygget 1000 faste siddepladser som et atrium.

Fremtidsfabrikken, Svendborg havn

Ombygning af eksisterende kontorhus/rutebilstation til iværksætterhus, indeholdende kontorer, café, multirum/mødelokaler.
De transparente og karakterfyldte rum faciliterer det fysiske møde mellem de kreative iværksættere.
Fremtidsfabrikken er skabt med fokus på bygningens kunstneriske foranderlighed og fleksibilitet samt dagslysoptimering.

Vejdirektoratet, Vejcenter Sjælland

Kontordomicilet blev skabt med ønsket om et let arkitektonisk udtryk, der ved sin beskedne højde og sin transparente facade spejler og tilpasser sig det omgivende parklandskab.
Bygningen – pavillonen i parken – er udført i en let konstruktion af glas, træ og stål. Mod parken overvejende glas og på siderne glas og træelementer. Tagene fremstår som svævende skiver. Facaderne genspejler livet i parken om dagen og livet i huset om aftenen.

Kalundborg Rådhus

Det nye rådhus rummer efter udvidelsen alle kommunens administrative afdelinger.
Rådhusets indretning sikrer en fleksibel og fremtidssikret drift, hvor nye samarbejder mellem afdelinger, uproblematisk kan finde sted. Receptionen er placeret centralt i en af mellembygningerne og byder velkommen med faciliteter som møderum, beskyttede samtalerum til borgerservice, borgerpc’er, en lysende trappe og en åben receptionsinformation.

ECO Style, Middelfart

Bygningskomplekset er i sin stramme sammenkoblede form beliggende på en stor matrikel ved Middelfart, ud til den fynske motorvej.
Kontorbygningen, som er orienteret med en stor glasfacade ud mod motorvejen, er udvendigt beklædt med brandimprægneret lodrette trælameller for at skabe en lethed til bygningen. Samtidig skærmer trælamellerne for både sol og trafik, men dog uden at skærme for den aktivitet som foregår i bygningen. Lagerbygningen er disponeret som ét stort rum for anvendelse som lager med truckkørsel.

Vallensbæk Stationstorv, almene boliger

Bebyggelsen omfatter et nybygget seniorbofællesskab med 49 almene boliger og et fælleshus etableret ved Vallensbæk Stationstorv.
Bofællesskabet er opført i 4 etager, stående på søjler over centrets tagparkeringsdæk. Bygningskroppene er valgt forskudte med
henblik på at variere facadeforløbet og samtidig etablere indeliggende uderum i form af altaner og altangange.

Sønderport, almene boliger

Hele bebyggelsen har fået en generel energioptimering som overholder 2020 kravene. På den bæredygtige side blev der, udover de ekstra høje energikrav, valgt udvendige overflader med lavest muligt vedligehold og optimal levetid.
Ønsket om at højne æstetikken blev imødekommet med en ny gennemgående antracit-grå farve på alle vindues- og dørelementerne.

Præstøvej, almene boliger

Ved ombygning af et tidligere nonnekloster fra 1970’erne har det været muligt at etablere 33 almene boliger. Det nuværende nonnekloster er opført i meget gedigne materialer og markant arkitektur. Det har overordnet været hensigten at bevare bygningens oprindelige kvaliteter og arkitektur samt at skabe nogle spændende og gode lejligheder.