admin

Fremtidsfabrikken, Svendborg havn

Ombygning af eksisterende kontorhus/rutebilstation til iværksætterhus, indeholdende kontorer, café, multirum/mødelokaler.
De transparente og karakterfyldte rum faciliterer det fysiske møde mellem de kreative iværksættere.
Fremtidsfabrikken er skabt med fokus på bygningens kunstneriske foranderlighed og fleksibilitet samt dagslysoptimering.

Vejdirektoratet, Vejcenter Sjælland

Kontordomicilet blev skabt med ønsket om et let arkitektonisk udtryk, der ved sin beskedne højde og sin transparente facade spejler og tilpasser sig det omgivende parklandskab.
Bygningen – pavillonen i parken – er udført i en let konstruktion af glas, træ og stål. Mod parken overvejende glas og på siderne glas og træelementer. Tagene fremstår som svævende skiver. Facaderne genspejler livet i parken om dagen og livet i huset om aftenen.

Kalundborg Rådhus

Det nye rådhus rummer efter udvidelsen alle kommunens administrative afdelinger.
Rådhusets indretning sikrer en fleksibel og fremtidssikret drift, hvor nye samarbejder mellem afdelinger, uproblematisk kan finde sted. Receptionen er placeret centralt i en af mellembygningerne og byder velkommen med faciliteter som møderum, beskyttede samtalerum til borgerservice, borgerpc’er, en lysende trappe og en åben receptionsinformation.

ECO Style, Middelfart

Bygningskomplekset er i sin stramme sammenkoblede form beliggende på en stor matrikel ved Middelfart, ud til den fynske motorvej.
Kontorbygningen, som er orienteret med en stor glasfacade ud mod motorvejen, er udvendigt beklædt med brandimprægneret lodrette trælameller for at skabe en lethed til bygningen. Samtidig skærmer trælamellerne for både sol og trafik, men dog uden at skærme for den aktivitet som foregår i bygningen. Lagerbygningen er disponeret som ét stort rum for anvendelse som lager med truckkørsel.

Vallensbæk Stationstorv, almene boliger

Bebyggelsen omfatter et nybygget seniorbofællesskab med 49 almene boliger og et fælleshus etableret ved Vallensbæk Stationstorv.
Bofællesskabet er opført i 4 etager, stående på søjler over centrets tagparkeringsdæk. Bygningskroppene er valgt forskudte med
henblik på at variere facadeforløbet og samtidig etablere indeliggende uderum i form af altaner og altangange.

Sønderport, almene boliger

Hele bebyggelsen har fået en generel energioptimering som overholder 2020 kravene. På den bæredygtige side blev der, udover de ekstra høje energikrav, valgt udvendige overflader med lavest muligt vedligehold og optimal levetid.
Ønsket om at højne æstetikken blev imødekommet med en ny gennemgående antracit-grå farve på alle vindues- og dørelementerne.

Præstøvej, almene boliger

Ved ombygning af et tidligere nonnekloster fra 1970’erne har det været muligt at etablere 33 almene boliger. Det nuværende nonnekloster er opført i meget gedigne materialer og markant arkitektur. Det har overordnet været hensigten at bevare bygningens oprindelige kvaliteter og arkitektur samt at skabe nogle spændende og gode lejligheder.

Husar Huset, almene boliger

En tidligere mandskabsbygning på den nedlagte Næstved Kaserne er ombygget til moderne og funktionelle familie og ungdomsboliger. Endvidere blev der etableret store familieboliger i form af tagboliger der blev udført som “gårdhavehuse” således, at alle tagboliger fik egen tagterrasse. Oprindelige lette facader blev udskiftet med nye kobberbeklædte sandwichelementer og nye træ-alupartier. Kobberbeklædningen refererer til de omgivende ældre bygninger på kaserneområdet, som med mange kobberdetaljer og røde tegl, fremstår i en solid og varm arkitektonisk kvalitet.

Helhedsplaner, Vandtårnsparken og Vibegården

Vandtårnsparken og Vibegården er to almene boligområder i Næstved opført som et lavt etagebyggeri i røde murstenstegl. Afdelingerne udgør tilsammen 417 små og utidssvarende almene lejligheder. Helhedsplanen har omfattet sammenlægninger af boliger, forbedringsarbejder af bl.a. tage, facader, installationer og toilet/baderum.

Familievilla i Solrød

Villaen er opført på en rømmet grund, med udsigt over Køge Bugt. Boligen opføres i 1½ plan og er disponeret med en meget stor tagterrasse over en dobbelt, integreret carport.
Facaden fremstår i tegl og zink, tag er udført som listedækket tagpap. Boligen er opført i lavenergiklasse 2 med jordvarme.